Ny pressekonsulent i Københavns Stift
Ingeborg Marie Nielsen glæder sig til at samarbejde med hele organisationen

Af Henrik Dons Christensen
I har måske allerede talt med stiftets nye pressekonsulent.
Ingeborg Marie Nielsen har nemlig i efteråret arbejdet som pressekonsulent i Københavns Stift. Nu er hun blevet fastansat og vil derfor fortsat arbejde med at synliggøre folkekirken i medier, bistå biskoppen ved pressehenvendelser og hjælpe sognene, når der er behov for sparring omkring pressearbejdet.
Ingeborg har tidligere arbejdet med presse og kommunikation i Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Børne- og Undervisningsministeriet. Hun er uddannet journalist og har taget en master i cross media communication.
”Jeg glæder mig meget til at være med til at styrke samarbejdet i hele den komplekse og spændende organisation, som folkekirken er, og skabe større viden om kirkens arbejde i offentligheden,” siger Ingeborg.
Den nye pressekonsulent vil arbejde med resten af presse- og kommunikationsafdelingen i Københavns Stift, som har til huse i Vartov.