Ny provst på Bornholm
Langt om længe er Bornholms nye provst fundet! Jacob Holm er ansat som sognepræst ved Skt. Nicolai Kirke i Rønne og provst for Bornholms Provsti fra 1. maj. Jacob Holm har hidtil været ansat ved Fredenskirken i Aarhus, men han er bornholmer af ophav og vender nu hjem til sin fødeø.
Det er halvandet år siden, at Bornholms tidligere provst Johannes Gregers Jensen flyttede til København for at blive domprovst. Derfor er offentliggørelsen af Jacob Holms ansættelse længe ventet og glædeligt modtaget.
Som ny provst skal Jacob Holm føre tilsyn med Bornholms 22 kirker. Et arbejde, der indtil nu er blevet varetaget af tidligere provst Frank Kjærgaard samt provst i Nørrebro Provsti i København Per Vibskov.
Til TV 2 Bornholm udtaler formanden for provstiudvalget Jack Rønne Frederiksen:
”Vi har også været glade for provsten i København, men vi er meget glade for at få vores egen nu.”
Og med Jacob Holm har bornholmerne i mere end en forstand fået ”deres egen”…
Ikke en førder
Hvis man mestrer den bornholmske dialekt, ved man formentlig, at en ”førder” er en tilflytter – en, der ikke er fra øen. For første gang i mange år, har Bornholm nu fået sig en bornholmerprovst; Jacob Holm er således opvokset på Bornholm og blev student fra Rønne Gymnasium. Siden blev han både cand.theol og ph.d. ved Aarhus Universitet. Han har været sognepræst i Fredenskirken i det sydlige Aarhus siden 2006.
Jacob Holm kommer fortsat til at fungere som sognepræst, men størstedelen af hans tid bliver dedikeret provsteembedet.
Indsættelsen finder sted søndag den 5. maj 2024 kl. 14.00 i Skt. Nicolai Kirke i Rønne. Biskop for Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen står for indsættelsen – og alle er velkomne til at deltage i gudstjenesten.