Opfordring fra biskoppen til sognene: Markér 75 år med kvindelige præster
Der er grund til at fejre jubilæet for kvindelige præster til foråret, mener Peter Skov Jakobsen – også i sognene.
Af Ulla Haahr
Til april næste år er det 75 år siden, at det blev muligt for folkekirken at ansætte kvindelige præster. Godt nok kunne kvinder fra 1875 studere teologi på universitetet, men først efter en lovændring i 1947 fik de mulighed for at få embede i folkekirken.
Det vil blive markeret på forskellig vis i stifterne – i København bliver der arbejdet på både en debat-aften og en festgudstjeneste i slutningen af april i Vor Frue Kirke.
Peter Skov-Jakobsen håber, at sognene også vil markere dagen:
”Det er en særlig dag for folkekirken, som vi skal være stolte af. Her i 2022 er over halvdelen af præsterne kvinder, og selvom det er mange år siden, det blev muligt for folkekirken at ansætte kvindelige præster, så skal vi huske, at det var en afgørende begivenhed – både kirkepolitisk og i forhold til ligestilling mellem kønnene generelt. Så jeg håber, at mange sogne vil benytte lejligheden til at fejre dagen,” siger han.
Han understreger, at markeringen kan foregå på mange forskellige måder, og at det naturligvis er helt op til den enkelte kirke at beslutte, om og hvordan man i så fald vil fejre jubilæet.