Peter Skov-Jakobsen: Når krigen bryder ud, kalder det på vores handling

                                                                 København den 7. marts 2022

Kære ansatte og frivillige i Københavns Stift

Som præst er jeg vant til at lede efter ordene, vant til at være i tragedier, hvor det skingre, det postulerende, det deklamerende ikke giver mening, for det virker respektløst over for den lidende og den, der er overmandet af frygt.

Når man pludselig står ved et af de store politiske vendepunkter, og man oplever, hvordan en suveræn stat bliver krænket af en anden nation, og ser hvordan frygt og oprørthed breder sig i en befolkning, oplever jeg det samme: Bliv ikke grebet af det skingre. Ingen holder til det nu, for nu skal vi finde det håb og det sammenhold, der skal til, når vi skal stride for landet, demokratiet, retfærdigheden, barmhjertigheden, kulturen, sproget.

Ledende og spørgende søger man ord, sætninger og meninger. Den walisiske digter og præst R.S. Thomas digter i digtet “Gudstjeneste”(uddrag):

“Vi står og ser på 
hverandre. Jeg tager ordet “bøn” 
og rækker det til dem. Så venter jeg bare 
og forundres over, hvad deres læber 
gør ved det. Men de leverer 
det samme tilbage. Jeg står ensom igen
uden noget ekko fra det amen 
jeg drømte om. Jeg reddes af musikken 
fra tomheden på dette fortvivlelsens 
sted……”

Reddes af musikken. Reddes af maleriet. Reddes af barnets latter og leg. Reddes af smilet. Reddes af det stille kys. Reddes af det tilfældige håndtryk. Reddes af alverdens skønhed.

Når jeg står med fortvivlelsen og tænker, at håbet måske ikke er, melder det sig alligevel. Et glimt inde fra mørket, der tyder på liv.

Før Rusland invaderede Ukraine, boede der i Danmark allerede 16.000 ukrainere. Pga. krigen vil mange ukrainere tage ophold i Danmark i de kommende måneder, og sammen skal vi være borgere i fremtidens Danmark.

Det er hjerteskærende, hvad vi er vidner til i Ukraine. Det er frygteligt at opdage, hvordan det totalitære menneskesyn igen truer vores civilisation, og derfor er det også bevægende at se den fædrelandskærlighed, som ukrainere møder overmagten og det russiske militær med. Rystende er det også at erfare, at de russiske soldater var blevet bildt ind, at de skulle befri et folk og ville blive mødt med blomster og nu må erfare, at mennesker kaster sig foran deres tanks, protesterer og svarer igen med våbenmagt.

Mennesket er skabt i Guds billede og Jesus opstod fra de døde. Vores tro er, at der er noget, der ikke står til forhandling, når det drejer sig om mennesker. I hvert et menneske er der en værdighed, og den skal respekteres.

Vi har i de forgangne uger forhåbentligt lært, at tro, håb og kærlighed kommer ind i verden med længsel efter og kalder på retfærdighed, mod, visdom og mådehold.

Når krigen bryder ud, kalder det på vores handling. Mange af jer spørger naturligt, hvad vi kan gøre. Det Mellemkirkelige Råd har oprettet en hjemmeside og en facebookside, som kan hjælpe til at afklare, hvor man kan begynde.

Læs mere her: Sådan kan kirker hjælpe ukrainere

Ved Folkekirkens Nødhjælps 100 års-jubilæum sang vi forleden søndag vinderteksten og vindermelodien for første gang.

“Du spør mig om håbet” hedder Lisbeth Smedegaard Andersens salme/sang og er med melodi af Mads Granum.

Min hilsen til jer vil jeg slutte med det fjerde vers og bede om jeres hjælp til flygtningene, der kommer, og til alle de andre i verden, og jeg håber, at ordene vil give lyst og mod til håb og handling:

“Så mættes de sultne, så rejses der huse, 
så bygges der bro, 
så grønnes de stenede marker, 
og skove begynder at gro 
og bedst som du tænker der ingenting er 
så lever det 
håbet 
så lever det dér.” 

(Lisbeth Smedegaard Andersen 2021).

Mange hilsner

Peter Skov-Jakobsen