"Man bliver ikke bare døbt for sjov, når man er 38."

Af Elsebeth Grummesgaard Gjesing

Som han sidder der udenfor Riccos kaffebar på Nørrebro med sin latte, kan man ikke umiddelbart forestille sig, at han om få dage står ved døbefonten og svarer ’ja’ til at blive døbt. Det er heller ikke noget den 38-årige designer, Rasmus Nordqvist gør et stort nummer ud af.

Beslutningen om dåb er stille og roligt modnet over tid, siden teenageårene, hvor han begyndte at opleve sig selv som troende og søgende.

"Jeg kommer fra det, som man i dag kalder en regnbuefamilie, med en homoseksuel far og en heteroseksuel mor, som valgte at få børn og bo sammen. Det var i 70’erne i København og det var bare ikke på tale at blive døbt", fortæller Rasmus, som er glad for selv at kunne vælge dåben til som voksen:

"Selvom jeg synes barnedåb kan være smukt, er det for mig stærkt selv at kunne vælge".

Dåbstal overrasker biskop positivt

I Københavns Stift begyndte man i 2012 systematisk at tælle konfirmanddåb og øvrige voksendåb. At 428 voksne, ud af et samlet dåbstal på 5.085, sidste år valgte at lade sig døbe, overrasker Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen positivt:

"Tallet ligger faktisk en hel del højere, end jeg havde regnet med. Jeg oplever det som utrolig glædeligt og meget bevægende, når voksne vælger at tage den store beslutning, det er at blive døbt", siger han.

Afgørende at folkekirken favner homoseksuelle

Som homoseksuel har det for Rasmus Nordqvist haft afgørende betydning, at folkekirken sidste år indførte vielser af par af samme køn. Det er væsentligt for ham, at tilhøre en kirke ’som favner ham, som den person han er’.

I forlængelse af dåbsgudstjenesten på søndag, skal Rasmus giftes med sin kæreste Nicolai samme sted, lidt nede ad gaden i Stefanskirken, som ligger skråt overfor kaffebaren, hvor interviewet finder sted.

I familien og vennekredsen har den forestående dåb ikke været et stort diskussionsemne.

"Det handler om, at jeg ikke missionerer omkring det, jeg tror på. Det har en betydning for mig, men jeg er sådan set bedøvende ligeglad med, hvad andre vælger. Jeg er vild med det kristne budskab. Vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden og være sammen i kærlighed.

Respekten for hinanden, det at vi tager os af hinanden ligger ikke automatisk indbygget i vores demokrati i dag, bare lyt til den politiske debat her i Europa, eller se på, hvordan vi behandler socialt udsatte og folk, som kommer hertil som flygtninge og indvandrere. Der er ikke meget næstekærlighed i det", fortæller Rasmus Nordqvist.

Kirken er et af de få rolige steder i byen

"For mig er tro noget meget personligt, som foregår inde i mig selv. Jeg beder og jeg kan lide at gå til gudstjeneste, men jeg er ikke fast kirkegænger om søndagen, heller ikke til højtiderne, og jeg fejrer f.eks. sjældent traditionel jul. Jeg kommer ofte i kirken på alle mulige andre tidspunkter for at sidde og kontemplere. Det er et rart rum at være i. Det egner sig til eftertænksomhed og er et af de efterhånden meget få rolige steder der findes, specielt i en storby.

Selvom troen er et privat anliggende, er det vigtigt for Rasmus, at man som kristen ikke lukker sig om sig selv. Da han for nogle år siden boede i Frankrig, oplevede han i den katolske kirke en tradition, som gjorde indtryk:

 "En jul var jeg i Madeleinekirken i Paris til midnatsmesse med omkring tusinde andre, hvor der blev brugt næsten en halv time på at gå rundt og hilse på hinanden og snakke med hinanden. Det er noget af det, troen kan: at møde hinanden.

Samme tradition har man taget til sig i Stefanskirken, hvor præsten under søndagshøjmessen opfordrer menigheden til at give hånd og hilse på hinanden".

Ikke døbt for sjov

Når Rasmus på søndag står ved døbefonten, handler det først og fremmest om tro, men også om at tage del i samfundet og melde sig ind de steder, hvor han oplever det giver mening for ham.

"Det betyder meget at blive medlem af folkekirken, blive en del af klubben også det at bidrage økonomisk. For mig er det vigtigt at være en del af de fællesskaber, der er i samfundet. For mig at se er det farligt bare at stå ved siden af hele tiden.

Jeg er også politisk engageret, jeg vil gerne være med til at præge. Det syn på tilværelsen gælder også min dåb. Man bliver ikke bare døbt for sjov, når man er 38, så er det noget man har taget stilling til".