Hvordan bliver corona-reglerne for folkekirken egentlig til?

Af Ulla Haahr

I næsten et år har ansatte og frivillige i folkekirken jævnligt skulle tilpasse det kirkelige liv til nye restriktioner på grund af coronavirus. Ord som arealkrav, deltagerbegrænsning, digital undervisning er kommet i en lind strøm – og begreber som bekendtgørelser, retningslinjer, vejledninger og anbefalinger.

Men hvordan er processen egentlig for disse udmeldinger? Hvem kommer de fra, hvordan bliver retningslinjerne til – og hvad er forskellen på retningslinjer og vejledninger?

Sundhedsmyndighedernes centrale rolle

Helt centralt i corona-krisen er sundhedsmyndighederne, som regeringen og politikerne lytter til, når der skal laves ny lovgivning.

For det er med baggrund i sundhedsmyndighedernes vurderinger og anbefalinger, at Folketinget vedtager de nødvendige love, som de relevante ministerier herefter udsteder såkaldte bekendtgørelser ud fra. En bekendtgørelse er regler, der uddyber eller præciserer loven – og en bekendtgørelse har samme virkning over for borgerne som en lov,

Ud fra bekendtgørelser laver ministerierne – fx Kirkeministeriet eller Justitsministeriet – så retningslinjer, cirkulærer og vejledninger, der uddyber lovgivningen. Sagt lidt simpelt er disse en slags praktiske opskrifter på, hvad man skal gøre for at holde sig inden for bekendtgørelsen, så man opfylder de betingelserne og dermed overholder lovgivningen.

Kirkeministeriet dækker alle trossamfund

De retningslinjer, der har betydning for folkekirken, bliver udarbejdet af Kirkeministeriet. Men eftersom Kirkeministeriet er ministerium for alle trossamfund i Danmark, kan der være behov for at ”oversætte” reglerne til folkekirkens område.

Det er biskoppernes opgave at gøre dette. Så når der er nye retningslinjer fra Kirkeministeriet, vurderer biskopperne, om der er brug for mere vejledning og præcisering af, hvad reglerne betyder for folkekirken. Det kan for eksempel være om, hvordan man kan tilrettelægge begravelser og bisættelser, eller brugen af mundbind under gudstjenester.

I ordets betydning er vejledninger netop anbefalinger, som gerne skulle gøre det nemmere for den enkelte kirke at træffe de nødvendige beslutninger på lokalt niveau. 

Biskoppernes vejledninger omfatter desuden også kirkens indre anliggende, som er biskopperne og dermed folkekirkens egne anliggender. Det kan fx være omkring anbefalinger af, hvordan man bedst kan gennemføre nadver under corona-restriktioner. 

Beslutningernes fødekæde

Der er altså en slags fødekæde for de rammer for kirkelivet, der til sidst får betydning i sognene. Alt sammen forankret i sundhedsmyndighedernes vurderinger. Samtidig er der også ofte en god portion lokalt råderum for, hvordan man lige får de mange regler til at fungere i den enkelte kirke. Folkekirkens særlige corona-taskforce med repræsentanter fra biskopperne, stiftskontorchefer, Landsforeningen af Menighedsråd, Præsteforening og Provsteforeningen, har blandt andet haft til opgave at sikre overblik over, hvor der er behov for yderligere vejledning til gavn for sognene. For sådan er den danske kirkeordning:          

”Det er vigtig, at biskopper og systemet som sådan på bedste måde klæder meningsrådene på, så man kan træffe rigtige beslutninger, der netop passer bedst til lokale forhold, der er særlige for den enkelte kirke. Det er det, vi er sat i verden for,” siger Jette Madsen, stiftskontorchef i Aarhus Stift, der er med i taskforce.