Stemmen skal holdes ved lige

Af Kirsten Weiss Mose

Det er et livslangt arbejde at holde sin stemme og krop ved lige, når man arbejder med mundtlig formidling. Det budskab vil Helene Dam gerne ud med til alle præster og andre, der læser og taler i kirkerummet. Derfor har hun sammen med retoriker Loa Brix skrevet bogen ’Skriften i munden’, som er en håndbog, der giver gode råd, øvelser og teoretisk baggrund for at gå til opgaven.

Bogen beskæftiger sig med så forskellige emner som åndedrættet, strubehovedets fysiognomi, og hvordan man finder ud af, hvor trykket skal lægges i gudstjenestens læsningerne. 

Formidling så indholdet når ud

”Det er mundtlighedens benhårde lov, at den, der taler, er bærer af budskabet. Vi bliver ikke mindre synlige af at forsøge at negligere, at det kræver både stemme og krop at bære evangeliet frem,” siger Helene Dam, som igennem 30 år har undervist præster i, hvordan de bruger stemmen og kroppen til at skabe nærvær og opmærksomhed.

Hun oplever, at vi i gudstjenestedebatten er tilbøjelige til at koncentrere os om at gøre Bibelens tekster mere forståelige. 

”Men hvis du ikke kan bruge dit instrument, hjælper nye og anderledes noder ikke,” siger Helene Dam.

”Vi bliver som tilhørere påvirket af de stemmer, vi hører. Hvis din stemme lyder anspændt, vil det også sætte sig i tilhørernes krop. Hvorimod en klangfuld stemme og et roligt åndedræt kan betyde, at mennesker allerede fra starten lytter med interesse på den, der taler. Man lærer det på pastoralseminariet, men det er ikke nok at have modtaget undervisning i 3-4 måneder. Det er en livslang opmærksomhed, der er behov for.”

Et hvilepunkt for kirkegængerne

Du skal ifølge Helene Dam ikke kun have fokus på stemmen, kroppen kræver den samme omsorg. Derfor er en del af bogen helliget kroppen med underoverskrifter som ’Holdning’, ’Hænder og arme’ og ’Rygge kan også tale’.

”Hvis ikke du bærer din krop ordentligt, kan du ikke bruge din stemme optimalt. Men måden vi bærer vores krop på, har også betydning for vores troværdighed. En dirigent kan ikke falde sammen i kroppen foran sit orkester. Han skal bevare overblikket og udstråle overskud. Det samme gælder for præsten i gudstjenesten. Han eller hun skal være et hvilepunkt for kirkegængerne”

”Jeg talte engang med Morten Schuldt-Jensen, der er dirigent i Leipzig. Han fortalte, hvor vigtigt det er, at dirigentens krop underbygger funktionen af, at der er en, der tør tage ansvaret. Dirigentens krop skal være et ”Ruhepunkt”, som klippen i brændingen. Det, synes jeg, er et udtryk, som vi med fordel kan arbejde med i folkekirken. Kirkegængerne skal have tillid til, at der er styr på forestillingen.”