Fortsæt til hovedindholdet

Gejst 2022

Leder
AF PETER SKOV-JAKOBSEN, KØBENHAVNS BISKOP
FOTO BJARKE ØRSTED

Vi lever i en brydningstid. Børn og unge vokser op med coronakrise og klimaangst. Regningen for ældre generationers overforbrug lægges i børneværelset. 

Har ungdommen grund til at gøre oprør? Det mener i hvert fald tidligere minister Bertel Haarder, som i Gejst 2022 siger, at de ældre skylder de unge en undskyldning. 

I år er temaet generationer. Du kan læse fortællinger om at stå på skuldrene af tidligere generationer, der kæmpede for social retfærdighed, ligestilling og en bedre barndom. 

Om at forberede sig på at blive forælder og om at have et sted at mindes, når ens kære falder bort. 

Der er fortællinger om livgivende fællesskaber på højskolen, i musikken og i de københavnske kirkers mange kulturtilbud. Og så undersøger en sognepræst, hvad kirken kan lære af woke-bevidstheden og identitetspolitikken. 

Gejst skal give en idé om det, der rører sig i folkekirken i København. Om vores fælles historie og værdier. 

Det er et gratis magasin, som du kan samle op på vej til gudstjeneste, koncert, foredrag eller babysalmesang. Giv det gerne videre til familie, venner og bekendte. 

Husk altid, at mister du Gejsten, så er der mere og flere. 

God læselyst! 

Peter Skov-Jakobsen, Københavns biskop