Stress viser sig ofte som små, subtile tegn

Af Elsebeth Grummesgaard Gjesing

"Min læge sagde: 'Du dør af det her, hvis du ikke stopper'", fortæller Erik Meier Andersen, som er præst i Adventskirken i Københavns Stift og i sensommeren 2017 blev sygemeldt med stress i syv måneder.

"Det er så vigtigt at mærke efter, ikke tage sig sammen og køre på, men få en lægelig vurdering. Jeg tænkte efter en stresset periode, at jeg kunne lade op i sommerferien, men da jeg kom tilbage, sagde min krop fra med hovedpine, søvnproblemer, spiseforstyrrelser og et højt depressionstal", siger Erik Meier Andersen.

I dag har han det godt og er tilbage i sin præstestilling, men han kunne godt have ønsket sig handling tidligere i forløbet.

I de senere år er man i folkekirken i stigende grad blevet opmærksom på at arbejdsmiljøet, og særligt den komplekse ledelsesstruktur, kan have en negativ indvirkning på præsters trivsel. 

Københavns Stift er på den baggrund medinitiativtager til "Paraplyprojektet", et arbejdsmiljøprojekt, der skal understøtte, at præster, der er ramt psykisk, får personligt tilpasset hjælp. Samtidig skal projektet skabe fælles viden om, hvad der virker, og bidrage til at kvalificere folkekirkens arbejde med at håndtere arbejdsmiljørelateret sygdom blandt præster, herunder stress. 

Projektet arbejder således på flere niveauer med både uddannelse, forebyggelse, behandling og indsamling af viden. Hovedfokus er at bidrage til at nedbringe sygefraværet, at få viden om, hvilke tiltag der virker, og at klæde provster og biskopper på til en tidlig indsats.

Der er via Kirkeministeriets arbejdsmiljøgruppe afsat 1 million kroner til projektet, som løber fra 2019 og frem til 2021.

Præster i risikozonen

Psykiater Jesper Karle fra PPclinic er en af de centrale, sundhedsfaglige kompetencer i Paraplyprojektet, og han peger blandt andet på, at der har været en samfundsudvikling, der på nogle måder er gået hurtigere, end udviklingen i præsteembedet - at embedet ikke på alle måder er gearet til de krav, man typisk har som erhvervsaktiv i et samfund som det danske.

"En stor del af de præster, der får vanskeligheder, er ofte ret unge. Der er en brat overgang fra uddannelse til embedet, og det bliver for nogle et problem, der truer deres helbred. Der er mange og ikke altid realistiske forventninger til præsten, måske fra et magtfuldt menighedsråd eller fra præsten selv. Desuden kan afgrænsningen af arbejdstid, også i forhold til at bo i embedsbolig, være vanskelig."

Jesper Karle fremhæver vigtigheden af en tidlig indsats, når man er ramt af stress, men det betyder ikke nødvendigvis en lang sygemelding:

"Sygemeldinger kan blive langtrukne, fordi det ikke rettidigt er blevet opfanget, at noget kører skævt i et sogn. Det mønster peger på nogle organisatoriske udfordringer, som handler om ledelse og om dialogen indenfor hierarkiet præst, provst, biskop, menighedsråd. Fravær avler mere fravær, og anbefalingen af sygefravær kan forværre symptomerne og give isolation. Jo længere tid, der går, jo sværere er det at komme tilbage", påpeger Jesper Karle.

Det er vigtigt for ham at understrege, at det er den enkeltes præsts trivsel, der er i fokus:

"Det handler ikke om at tage sig sammen og gå på arbejde. Set fra behandlersiden handler det om at hjælpe den enkelte præst til at komme tilbage bedst muligt. Jeg står ikke på ledersiden med det formål at presse folk tilbage i arbejde, det er de færreste sygemeldte, der har overskud til det. Men allerede i løbet af de første uger skal der skabes overblik over, hvad der skal til for at få det bedre og for at bevare tilknytning til arbejdspladsen frem for at gå hjemme fuld tid."

Her påpeger Jesper Karle væsentligheden af at få identificeret faktorer, som for eksempel samarbejdsvanskeligheder, så præsten ikke kommer tilbage til uændrede, sygdomsfremkaldende forhold.

LÆS OGSÅ om god kommunikation på arbejdspladsen

En god kommunikationskultur

For at kunne hjælpe mennesker i alle stadier af stressrelaterede tilstande handler det både om at gribe og forebygge. Det kræver viden og erfaring, men Jesper Karles klare opfattelse er, at hvis man reagerer på de små tegn tidligt nok, kan man som leder vende udviklingen på et tidligt stadie.

"Provst og præst skal have en løbende tæt dialog en-til-en, leder og medarbejder. Man sikrer, at den dialog kører, og her er der altså en vis berøringsangst i de fleste brancher, det er et generelt fænomen. Helt centralt er det at have den kultur på plads, der skal til på en arbejdsplads, for at sikre en god kommunikation mellem provst og præster. Den kultur kræver løbende diskussioner på arbejdspladsen."

Jesper Karle opfordrer provsterne til at tage hul på en dialog om, hvordan man får vævet sådan en kommunikationsform ind i det daglige arbejde.

Læg mærke til ændringer 

Hvilken type symptomer er det så, man bør reagere på hos sig selv eller en kollega? Jesper Karle peger på flere forskellige:

"Det kan både være fysiske og psykiske ændringer, måske hovedpine, uro, sommerfugle i maven, sved, ændret søvn. Hos andre end en selv er det snarere adfærdsændringer, man kan lægge mærke til, og det er ofte små, subtile tegn, måske at personen er vredladen, mut, kontaktsvag, irritabel, euforisk eller ængstelig, i det hele taget opfører sig på en anden måde. Måske trækker han eller hun sig, har ikke øjenkontakt eller skal hele tiden ud at ryge. Det kan være små tegn, man ikke kan tolke, før man har talt sammen."

Hvis der viser sig at være et problem, opfordrer Jesper Karle til at se på, hvordan man får involveret provsten.

Stærkt kollegaskab er centralt

Sognepræst Erik Meier Andersen er efter sin egen sygemelding i 2017 glad for, at der nu kommer øget fokus på arbejdsmiljø og præsters trivsel.

"Hvis man ikke føler sig hørt og set, gør det ondt værre. Jeg brugte for mange ressourcer og passede andres opgaver. Præster skal også kunne stille krav til andre ansatte, så alle løfter i flok. Jeg savnede en ansvarsfuld ledelsesageren og oplevede, at samarbejdsudfordringer blev nedtonet, problemerne blev ikke løst. Frivillige i menighedsråd er ikke uddannet til at have de ledelsesmæssige kvalifikationer."

En vigtig støtte for Erik Meier Andersen var en god præstekollega, som gjorde ham opmærksomhed på ikke at lade det bedste stå i vejen for det næstbedste. Det fik ham til at vågne op til at skrue ned for perfektionismen.

Hvad er dit råd til en kollega, som oplever stresssymptomer, men ikke kan overskue at handle på det?

"Det er, at man skal være opmærksom på sin krops reaktioner og ikke tøve med at søge hjælp. Det er ikke et udtryk for svaghed, men tegn på, at man har overhørt signaler og været stærk alt for længe. Det kan også være en stor hjælp at trække på gode nære og fjerne kollegaer, de er ofte gode sparringspartnere. Det er helt afgørende at vise sårbarhed og tage imod hjælp."